You are here

Social- og Sundhedsudvalget - 06-11-2018

Dato: Tirsdag den 6. november 2018 Tid: Kl. 15:00
Udvalg: Social- og Sundhedsudvalget
Sted: Mødelokale Skyen på Rådhuset
  • Punkt 1 Godkendelse af dagsorden

    Beslutningstema

    Social- og Sundhedsudvalget skal godkende dagsordenen.

    Indstilling

    Udvalgsformanden indstiller til Social- og Sundhedsudvalget

    • at godkende dagsordenen

    Beslutning Social- og Sundhedsudvalget den 06-11-2018

    Godkendt.

  • Punkt 2 Tema: Sundhedsplejen

    Beslutningstema

    Orientering om Sundhedsplejen.

    Indstilling

    Sagen bliver behandlet i Social- og Sundhedsudvalget.

     

    Center for Sundhed, Kultur og Fritid indstiller,

    • at orienteringen bliver taget til efterretning

    Sagsfremstilling

    Centerchef Annette Hein-Sørensen, faglig leder Lise Madsen og sundhedsplejerske Maria Balsløv fra Center for Sundhed, Kultur og Fritid orienterer om Sundhedsplejen.

     

    Der vil være mulighed for at stille spørgsmål og generelt drøfte Sundhedsplejen.

    Økonomi- og personalemæssige konsekvenser

    Ingen bemærkninger.

    Sammenhæng til kommuneplanstrategi

    Sagen understøtter visionen om et sundt liv er et godt liv (delvision 3) og temaet om Sundhed gennem forebyggelse – en tidlig og rettidig indsats (tema 4).

    Kommunikation

    Ingen bemærkninger.

    Retsgrundlag

    Ingen bemærkninger.

    Beslutning Social- og Sundhedsudvalget den 06-11-2018

    Blev taget til efterretning.

  • Punkt 3 Status på projektet De Gode Madkasser

    Beslutningstema

    Orientering om status på projektet De Gode Madkasser.

    Indstilling

    Sagen bliver behandlet i Social- og Sundhedsudvalget.

     

    Center for Sundhed, Kultur og Fritid indstiller,

    • at orienteringen bliver taget til efterretning

    Sagsfremstilling

    Projektet De Gode Madkasser blev forelagt Social- og Sundhedsudvalget den 29. august 2017. Formålet med projektet er blandt andet at forebygge ernæringsrelaterede hospitalsindlæggelser og øge effekten af kommunernes genoptræningstilbud, så borgerne hurtigere genvinder eller forbedrer deres funktionsniveau. For at opnå dette, udvikler og afprøver projektet madkasser til ældre borgere i eget hjem.

     

    Vallensbæk Kommune har i samarbejde med Albertslund og Silkeborg kommuner, Det Danske Madhus og Professionshøjskolen Metropol modtaget ca. 5 mio. kr. til et treårigt projekt – Projekt De Gode Madkasser. Vallensbæk Kommunes andel er ca. 551.000 kr. i hele projektperioden.

     

    Status på projektets første år

    Styregruppen i projektet har udvalgt tre målgrupper, og dermed tre madkasser, som projektgruppen skal arbejde videre med i resten af projektperioden. Udvælgelsesprocessen er blandt andet sket på baggrund af en målgruppeanalyse.

     

    Hver kommune har fået tildelt én målgruppe/madkasse, som de i foråret 2019 skal afprøve. Her tildeles 30 borgere i hver kommune en af kasserne i et otte ugers forløb. Derudover er der samlet set 90 borgere i en kontrolgruppe, så resultaterne kan sammenlignes, når de i slutningen af projektperioden skal evalueres. Det er gratis for borgerne at modtage madkasserne.

     

    De tre madkasser der er udvalgt er: Døgnkassen, Genoptræningskassen og Rehabiliteringskassen:

     

    Døgnkassen

    Vallensbæk Kommune skal afprøve Døgnkassen, som er målrettet borgere over 65 år, der kommer hjem fra en hospitalsindlæggelse på mere end fire dage. Borgerne får med Døgnkassen leveret tre hovedmåltider og tre mellemmåltider. Døgnkassen skal hjælpe borgerne til at få kræfterne og appetitten tilbage igen, uden at skulle fokusere på madlavning og indkøb.

     

    Genoptræningskassen

    Albertslund Kommune skal afprøve Genoptræningskassen, som er målrettet borgere over 65 år, der i forbindelse med et genoptræningsforløb har brug for proteinrige måltider, som kan være med til at understøtte deres træning. I genoptræningskassen får borgerne leveret tre mellemmåltider pr. dag.

     

    Den rehabiliterende kasse

    Silkeborg Kommune skal afprøve den rehabiliterende kasse, som er målrettet borgere over 65 år, der tilbydes et korterevarende og tidsafgrænset rehabiliteringsforløb på grund af nedsat funktionsevne. Den rehabiliterende madkasse består af en hovedret, hvor borgerne selv skal være med til at tilberede en del af måltidet. Derudover vil opvask, borddækning og oprydning også indgå som en del af de rehabiliterende elementer i kassen.

     

    Ud over udvælgelse af målgrupper og madkasser er projektgruppen i gang med at udvikle og afprøve, hvilke opskrifter og retter, der skal i de forskellige kasser. Udviklingsarbejdet foregår i samarbejde med Det Danske Madhus, så det tilpasses et produktionskøkken, og vil vare frem til slutningen af 2018.

     

    Aktiviteter i 2019 og 2020

    Starten af 2019 bruges på planlægning af afprøvning af kasserne i de tre kommuner. Efterfølgende evalueres resultaterne før den endelige afprøvning igangsættes.

     

    Sideløbende med udvikling af indholdet i madkasserne arbejder projektgruppen med arbejdsgangsbeskrivelser, så kasserne fremadrettet kan indgå i kommunernes madservice. Projektgruppen er opmærksom på at skabe synergier med andre lignende indsatser på området.

     

    I projektets afsluttende fase i år 2020 bliver der udarbejdet en endelig evaluering. 

    Økonomi- og personalemæssige konsekvenser

    Ingen bemærkninger.

    Sammenhæng til kommuneplanstrategi

    Projektet understøtter temaet Sundhed gennem forebyggelse (tema 4).

    Kommunikation

    Ingen bemærkninger.

    Retsgrundlag

    Ingen bemærkninger.

    Beslutning Social- og Sundhedsudvalget den 06-11-2018

    Blev taget til efterretning.

  • Punkt 4 Midtvejsevaluering af Vallensbæk Kommune som holdspilskommune

    Beslutningstema

    Orientering om midtvejsevaluering af Vallensbæk Kommune som holdspilskommune.

    Indstilling

    Sagen bliver behandlet i Social- og Sundhedsudvalget og Børne- og Kulturudvalget.

     

    Center for Sundhed, Kultur og Fritid indstiller,

    • at orienteringen bliver taget til efterretning

     

    Sundheds- og kulturchef Annette Hein-Sørensen præsenterer punktet under behandlingen i Social- og Sundhedsudvalget og Børne- og Kulturudvalget.

    Sagsfremstilling

    Vallensbæk Kommune har indgået en samarbejdsaftale med Center for Holdspil og Sundhed, Københavns Universitet, om at være landets første holdspilskommune. Samarbejdsaftalen er indgået for perioden november 2017 til og med juni 2019.

    Målet for samarbejdsaftalen er at motivere og fastholde børn/ unge og voksne i gode motionsvaner via fællesskabet om holdspil.

     

    Center for Holdspil og Sundhed har udarbejdet en midtvejsevaluering af samarbejdet med Vallensbæk Kommune. Status på samarbejdet er følgende:

    • Der er afholdt workshops for medarbejdere i plejecentrene og jobcenteret samt en workshop for 40 skolelærere og pædagoger.

    • Forskningsprojektet ’Spil Bolden – trivsel gennem inkluderende holdspil i skolen’ er gennemført på Vallensbæk Skole og Pilehaveskolen.

    • Der er igangsat et samarbejde med Ældresagen og Hjerteforeningen. Om holdspil for borgere over 60 år. Deltagerne spiller floorball to gange om ugen i tre måneder. Som en del af forløbet får borgerne tilbudt et sundhedstjek ved start og slut. I øjeblikket er der 21 deltagere på holdet.

    • Der er igangsat et samarbejde med Jobcenter Vallensbæk, hvor holdspil bliver brugt som metode til sundhedsfremme og som metode til at øge motivationen hos ledige for at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Lokale virksomheder kobles til projektet i forhold til at afholde relevante oplæg og tilbyde praktik og ansættelser.

    Holdspil på skolerne

    På børne- og ungeområdet er holdspil foreløbigt implementeret på Vallensbæk Skole for alle årgange undtagen udskolingen.

     

    På Vallensbæk Skole har de pågældende elever holdspil på skemaet tre gange om ugen. Det kan være i idrætstimerne, men også i andre timer. Det kan fx være i timer til understøttende undervisning.

     

    På Pilehaveskolen er det primært 3. klasserne, der spiller holdspil.

     

    Holdspil på Rønnebækhus

    Holdspilsaktiviteter indgår som en fast del af aktiviteterne for brugerne på dagcentret på Rønnebækhus. Brugerne og medarbejderne udtrykker begejstring for holdspilsaktiviteterne.

     

    Der er planlagt flere workshops, og holdspilsaktiviteterne skal implementeres som varige tiltag. Ud over dette skal samarbejdet med foreningslivet og patientforeningerne øges.

    Økonomi- og personalemæssige konsekvenser

    Ingen bemærkninger.

    Sammenhæng til kommuneplanstrategi

    Sagen støtter op om delvisionerne 3: Et sund liv er et godt liv og 5: Et udviklende børne- og ungeliv.

    Kommunikation

    Ingen bemærkninger.

    Retsgrundlag

    Ingen bemærkninger.

    Beslutning Social- og Sundhedsudvalget den 06-11-2018

    Blev taget til efterretning.

  • Punkt 5 Godkendelse af ny værdighedspolitik for kommunens ældrepleje 2018-2021

    Beslutningstema

    Vallensbæk Kommune skal have en ny værdighedspolitik. I denne sag bliver forslag til værdighedspolitik fremlagt til godkendelse efter høring.

    Indstilling

    Sagen bliver behandlet i Social- og Sundhedsudvalget, Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.

     

    Center for Pleje og Omsorg indstiller,

    at Værdighedspolitik 2018-2021 for kommunens ældrepleje bliver godkendt

    Sagsfremstilling

    Kommunalbestyrelsen er forpligtet til inden for det første år i den kommunale valgperiode at vedtage en værdighedspolitik. Derfor skal kommunalbestyrelsen i 2018 vedtage en værdighedspolitik for kommunens ældrepleje gældende for den kommunale valgperiode 2018-2021.

     

    Kravet om, at hver kommune skal have en værdighedspolitik har eksisteret siden 1. marts 2016. Den nuværende værdighedspolitik var gældende for perioden 2016 – 2017.

     

    Værdighedspolitikken skal som minimum beskrive, hvordan ældreplejen kan understøtte følgende områder i forhold til plejen og omsorgen af den enkelte ældre:

    1. Livskvalitet
    2. Selvbestemmelse
    3. Kvalitet, tværfaglighed og sammenhæng i plejen
    4. Mad og ernæring
    5. En værdig død
    6. Pårørende

    Partierne bag finanslovsaftalen for 2018 er enige om at styrke kommunernes indsatser for pårørende til svækkede ældre. Derfor er området ”pårørende” indført som et nyt tema som den kommende værdighedspolitik skal indeholde.

     

    Proces

    Social- og Sundhedsudvalget inviterede i maj 2018 borgere og interessenter til et åbent dialogmøde, hvor de seks områder blev drøftet.

     

    Dialogmødet dannede grundlaget for indholdet i politikken og på et dialogmøde i august 2018 drøftede Social- og Sundhedsudvalget og Ældrerådet første udkast til værdighedspolitikken.

     

    Politikken blev efter dialogmødet tilrettet og Social- og Sundhedsudvalget besluttede i september 2018 at sende politikken i høring i Ældrerådet og Handicaprådet.

     

    Høringssvar

    Ældrerådet kommenterer i deres høringssvar positivt på inddragelsen – både til dialogmødet i maj og august – og har ikke yderligere bemærkninger til politikken (se bilag 2).

     

    Handicaprådet er i deres høringssvar positive over for, at der bliver udarbejdet, en politik som beskriver værdisættet for tilgangen til borgere i Vallensbæk. Handicaprådet ønsker dog, at der ikke kun laves en politik for en enkelt gruppe borgere, men foreslår, at der bliver udarbejdet to politikker – en seniorpolitik og en selvstændig værdighedspolitik som gælder alle borgere.

     

    Center for Pleje og Omsorg oplyser, at årsagen til, at værdighedspolitikken er afgrænset til den kommunale ældrepleje skyldes loven, som netop pointerer, at der skal udarbejdes en værdighedspolitik for den kommunale ældrepleje som tager udgangspunkt i den personlige hjælp, omsorg og pleje m.v., som ydes efter lov om social service til personer efter folkepensionsalderen.

     

    Handicaprådet påpeger endvidere, at det skal fremgå, hvordan man har tænkt sig at monitorere, at politikkerne bliver implementeret og fulgt (se bilag 3).

     

    Center for Pleje og Omsorg oplyser, at der bliver fulgt op på implementeringen af værdighedspolitikken gennem udmøntningen af værdighedsmidlerne.

     

    Høringssvarene giver ikke anledning til ændringer i værdighedspolitikken.

    Økonomi- og personalemæssige konsekvenser

    Ingen bemærkninger.

    Sammenhæng til kommuneplanstrategi

    Værdighedspolitikken relaterer sig til delvisionen ”Livskvalitet i et godt og sundt liv”.

    Kommunikation

    Den endelige værdighedspolitik bliver lagt på kommunens hjemmeside og bliver kommunikeret bredt ud til kommunens borgere gennem relevante kanaler. Politikken bliver også kommunikeret til de relevante MED-udvalg.

    Retsgrundlag

    Lov om social service §81a.

    Beslutning Social- og Sundhedsudvalget den 06-11-2018

    Anbefales.

  • Punkt 6 Værdighedspulje 2019

    Beslutningstema

    Forslag til anvendelsen af de tildelte værdighedspuljemidler for 2019 på 2,592 mio. kr.

    Indstilling

    Sagen bliver behandlet i Social- og Sundhedsudvalget.

     

    Center for Pleje og Omsorg indstiller,

    • at forslag til anvendelse af 2,592 mio. kr. i 2019 bliver sendt i høring i Ældrerådet og beboer- og pårørenderådet i fire uger

    Sagsfremstilling

    Med forslag til finanslov for 2019 er der afsat 1,0476 mia. kr. i 2019 til at understøtte udbredelsen og implementeringen af værdighedspolitikker for ældreplejen.

     

    Midlerne bliver fordelt mellem kommunerne, og Vallensbæk Kommunes andel udgør 2,592 mio. kr. i 2019.

     

    Hver enkelt kommune i Danmark skal formulere en værdighedspolitik, der beskriver de overordnede værdier på ældreområdet. Den endelige værdighedspolitik for valgperioden fra 2018 til 2021 fremlægges sideløbende med denne sag på Social- og Sundhedsudvalget.

     

    De aktiviteter, der er igangsat via værdighedsmidlerne for 2016, 2017 og 2018 er i overensstemmelse med de værdier, der bliver beskrevet i den nye værdighedspolitik for 2018-2021. Forvaltningen anbefaler derfor, at midlerne for 2019 bliver brugt til at videreføre de aktiviteter, som blev besluttet i 2018.

     

    Værdighedsmilliarden er fremskrevet til 2019-pris- og lønniveau, og Vallensbæk Kommunes midler for 2019 er derfor steget fra 2,532 mio. kr. i 2018 til 2,592 mio. kr. i 2019.

     

    Derfor foreslår forvaltningen, at alle beløbene for de enkelte aktiviteter bliver pris- og lønfremskrevet til 2019-niveau.

     

    Forslaget til anvendelse af midlerne for 2019 bliver fremlagt til endelig godkendelse i Social- og Sundhedsudvalget efter høring i Ældrerådet og bruger- pårørenderådet.

     

    Anvendelse af værdighedsmidlerne

    I tabellen nedenfor fremgår både budgettet for anvendelsen af midlerne i 2017, 2018 og forslaget til budgettet for 2019.

     

    Der er ikke afsat midler fra værdighedspuljen til området ”Mad og ernæring”. Det skyldes, at det er et område der allerede har stor opmærksomhed i Vallensbæk Kommune med eksempelvis hjemmelavet mad i kommunens plejeboliger og cafeerne i Rønnebækhus og Pilehavehus – der sikrer at hjemmeboende borgere kan modtage et ernæringsrigtigt måltid i gode sociale rammer.

     

    Under hver aktivitet fremgår relationen til værdighedspolitikken.

     

    Anvendelse af Værdigheds-midlerne 2019 (2,592 mio. kr.)

    Relation til værdigheds-politik

     Budget for 2017

     Budget for 2018

     Budget for 2019

    Fleksibel hjemmehjælp – Egen tid:

    Livskvalitet

    1.000.000

    1.000.000

    1.025.000

    ”Egen tid” er ekstra hjemmehjælp, så alle, der modtager personlig pleje og praktisk hjælp får tilbudt en halv times ekstra hjemmehjælp pr. uge. Modtageren bestemmer selv, hvad tiden skal bruges til og hvordan.

     

     

     

     

    Ekstra bemanding til øget livskvalitet og selvbestemmelse i plejeboligerne:

     

     

     

     

    Livskvalitet Selvbestemmelse

     

     

    335.000

    385.000

    395.000

    Det foreslås, at udvidelsen af bemandingen i Højstruphave og Rønnebo med 1 social- og sundhedsassistent i aftenvagten fortsætter i 2019. Udvidelsen styrker en individuel indsats til sårbare ældre, med mulighed for at øge de ældres selvbestemmelse i den daglige døgnrytme.

    Styrket rehabilitering i midlertidige boliger, eget hjem og plejeenheder:

    Livskvalitet Selvbestemmelse

    365.000

    375.000

    385.000

    Det foreslås, at udvidelsen med en terapeut til at varetage opgaver vedr. rehabilitering af borgere i midlertidige boliger, eget hjem og plejeenheder, fortsætter i 2019. Udvidelsen øger borgernes funktionsniveau og giver dermed øget livskvalitet.


    Eksempler på rehabilitering kan være:

     

    Hvis borgeren er utryg, eller har svært ved at gå i bad – så kan borgeren og personalet sammen øve badesituationen og finde en måde at gå i bad på, som er sikker og tryg for borgeren.

    Hvis borgeren har svært ved selv at vaske tøj eller gøre rent – kan terapeuten give borgeren vejledning i at planlægge opgaven.

     

    Har borgeren for eksempel svært ved at vaske gulv med gulvskrubbe og klud, kan der måske anvendes en moppe. Eller hvis borgeren har svært ved at bøje sig ned og lægge tøj i vaskemaskinen, så kan borgeren sætte sig ned, så arbejdshøjden kommer til at passe.

     

     

    Koordinering komplekse borgerforløb

    Kvalitet, tværfaglighed og sammenhæng

    180.000

    225.000

    230.000

    Det foreslås, at udvidelsen af sygeplejen med ca. et halvt årsværk fortsætter i 2019. Udvidelsen styrker koordineringen og den tværfaglige indsats i sygeplejen, herunder udarbejdelse af og opfølgning på handleplaner i komplekse borgerforløb.

     

    Kompetenceudvikling af personalet i hjemmeplejen

    Kvalitet, tværfaglighed og sammenhæng

    Pårørende

    230.000

    225.000

    230.000

    Det foreslås, at der også i 2019 afsættes ekstra midler til kompetenceudvikling af plejepersonalet i plejeenheder, hjemmepleje og sygepleje.

    Der afsættes ekstra midler til kompetenceudvikling inden for demensområdet og samarbejde med pårørende.

     

    Indkøb af effekter/udstyr til ældre- og plejeboliger

     

    50.000

     

    100.000

     

    100.000

    Der afsættes midler til indkøb af effekter og udstyr i plejeenhederne efter beboernes behov. Udvidelsen styrker borgernes livskvalitet og selvbestemmelse.

    Livskvalitet Selvbestemmelse

    Terminale forløb samt udskrivningsforløb*

    En værdig død

    Pårørende

    180.000

    222.000

    227.000

    Det foreslås, at udvidelsen af sygeplejen med ca. et halvt årsværk fortsætter i 2019. Udvidelsen styrker bistand til borgere/pårørende i terminale forløb og det tværgående samarbejde.

    I alt

     

    2.340.000

    2.532.000

    2.592.000

    *Anvendelsen af midlerne bliver uddybet herunder.

     

    Ud over de 2,592 mio. kr. bliver der også udmøntet værdighedsmidler via lov- og cirkulæreprogrammet der skal understøtte værdighedspolitikken yderligere. Der tilføres 167.000 kr. til at understøtte arbejdet med at sikre borgerne en værdig død og 167.000 kr. til aflastning af pårørende. Samlet set tilføres der 334.000 kr. via lov- og cirkulæreprogrammet.

     

    Forvaltningen foreslår, at de midler, der er afsat til at understøtte en værdig død, bliver samlet og anvendt til at udvide bemandingen i sygeplejen med et årsværk. Midlerne øremærket ”en værdig død”, - de 227.000 kr. fra værdighedspuljen (beskrevet under terminale forløb samt udskrivningsforløb) og de 167.000 kr. fra lov- og cirkulæreprogrammet, i alt 394.000 kr., er på den måde med til at sikre en værdig død for borgere i terminale forløb i kommunen.

     

    Anvendelsen af midlerne til aflastning af pårørende, 167.000 kr., bliver fremlagt i en særskilt sag i december 2018 der beskriver hvordan midlerne kan anvendes til at sikre vejledning og støtte til de pårørende – således at de pårørende kan fortsætte med at være en ressource i borgerens liv.

    Økonomi- og personalemæssige konsekvenser

    Vallensbæk Kommune får tildelt 2,592 mio. kr. fra Sundheds- og Ældreministeriet via værdighedspuljen. Når anvendelsen af midlerne er endeligt godkendt i kommunen, bliver der sendt en redegørelse for anvendelsen af midlerne til ministeriet, hvorefter midlerne bliver overført til kommunen. Ubrugte midler vil skulle betales tilbage til ministeriet. Vallensbæk Kommune har anvendt alle midler i 2018 og skal derfor ikke betale midler tilbage.

    Det bevillingsmæssige behandles i forbindelse med budgetopfølgning 2019.

     

    Derudover får Vallensbæk Kommune tildelt 334.000 kr. som en del af lov- og cirkulæreprogrammet.

    Tildelingen af de 334.000 kr. til området er godkendt i forbindelse med Kommunalbestyrelsens 2. behandling af budget 2019 den 10. oktober 2018.

    Sammenhæng til kommuneplanstrategi

    Vallensbæk Kommunes værdighedspolitik er udformet med baggrund i blandt andet udviklingsstrategien og afspejler den overordnede vision ”Det hele menneske i fremtidens boligby”.

    Kommunikation

    Ingen bemærkninger.

    Retsgrundlag

    Serviceloven § 81 a.

    Beslutning Social- og Sundhedsudvalget den 06-11-2018

    Godkendt.

  • Punkt 7 Tilsynsrapport - hjemmeplejen Rønnebækhus

    Beslutningstema

    Tilsynsrapport for hjemmeplejen i Rønnebækhus 2018.

    Indstilling

    Sagen bliver behandlet i Social- og Sundhedsudvalget.

     

    Center for Pleje og Omsorg indstiller,

    • at tilsynsrapporten bliver taget til efterretning

    Sagsfremstilling

    Styrelsen for Patientsikkerhed har udført et planlagt tilsyn med hjemmeplejen i Rønnebækhus den 7. juni 2018. Styrelsens tilsynsrapport er vedlagt som bilag til sagen.

     

    Vurderingen af patientsikkerheden i hjemmeplejen på Rønnebækhus er baseret på de forhold, der er gennemgået ved det aktuelle tilsyn.

     

    Ifølge tilsynsrapporten fremstod hjemmeplejen i Rønnebækhus sundhedsfagligt velorganiseret med gode procedurer og høj grad af systematik, og de fleste målepunkter var opfyldt. De problemer der blev identificeret blev ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed rettet hurtigt efter tilsynet, og styrelsen har modtaget tilfredsstillende handleplaner og audits vedrørende manglerne.

     

    Alle målepunkter inden for instrukser, hygiejne og patienternes retsstilling var opfyldt. I journalføringen var der enkelte mangler vedrørende oversigt over sygdomme. Manglerne blev vurderet til at være uden betydning for patientsikkerheden.

    Der var et uopfyldt målepunkt under medicinhåndtering, hvor variabel dosis af medicin ikke blev dokumenteret. Denne mangel kunne være af betydning for patientsikkerheden, men da alle medarbejderne havde ens arbejdsgang ved opgaveløsningen, var der ikke sket fejl. Ændring af arbejdsgangen blev iværksat under tilsynet, og efter tilsynet er der etableret helt entydig dokumentation ved ikke dosserbar medicin.

     

    På baggrund af tilsynsbesøget har styrelsen vurderet, at hjemmeplejen kan indplaceres i kategorien: ”Mindre problemer af betydning for patientsikkerheden”. Der er den næstbedste kategori ud af de fire kategorier tilsynet anvender som redskab til at kategorisere de behandlingssteder de besøger.

     

    På baggrund af tilsynet havde Styrelsen for Patientsikkerhed følgende henstillinger:

    • At der bliver lavet en oversigt over patienternes sygdomme og funktionsnedsættelser og at den skal revideres ved ændringer i patientens helbredstilstand
    • At det bliver dokumenteret, hvem der har dispenseret og administreret ikke-doserbar medicin, og hvornår
    • At der er anbrudsdato på medicinske salver, dråber og anden medicin med begrænset holdbarhed efter åbning

    Hjemmeplejen i Rønnebækhus har udarbejdet procedurer og arbejdsgange der sikrer, at ovenstående bliver overholdt fremover.

    Økonomi- og personalemæssige konsekvenser

    Ingen bemærkninger.

    Sammenhæng til kommuneplanstrategi

    Ingen bemærkninger.

    Kommunikation

    Ingen bemærkninger.

    Retsgrundlag

    Sundhedslovens § 213.

    Beslutning Social- og Sundhedsudvalget den 06-11-2018

    Blev taget til efterretning.

  • Punkt 8 Resultat af valg til ældrerådet 2019-2022

    Beslutningstema

    Resultat af valg til ældrerådet afholdt i oktober 2018 for perioden 2019-2022.

    Indstilling

    Sagen bliver behandlet i Social- og Sundhedsudvalget.

     

    Center for Pleje og Omsorg indstiller,

    • at orientering om resultat af valg til Ældrerådet bliver taget til efterretning.

    Sagsfremstilling

    Ældrerådet i Vallensbæk Kommune består af syv borgere, der er valgt af og blandt kommunens borgere på 60 år og derover. Der er valg til ældrerådet hvert andet år, hvor henholdsvis tre og fire medlemmer er på valg.

     

    I år skulle der vælges fire medlemmer til ældrerådet for perioden 2019-2022. Sidste frist for at afgive stemme var tirsdag den 16. oktober 2018. Der blev udsendt valgmateriale til alle stemmeberettigede. Valgmaterialet består af et informationsbrev, en brochure med kandidaterne, en stemmeseddel og en frankeret svarkuvert.

     

    Resultat af valget

    Der var opstillet elleve kandidater til valget. Der blev udsendt 3882 stemmesedler til samtlige borgere på 60 år og der over pr. 16. oktober 2018. Kommunen modtog 1469 stemmesedler, hvilket giver en stemmeprocent på 37,84%.

     

    Resultatet af valget ses i tabellen herunder:

     

     

    Antal stemmer

    Procent

    Plads

    Niels Erik Tulstrup

    391

    26,62%

    Valgt

    Leif Larsen

    183

    12,46%

    Valgt

    Birgit Rønne Seiersen

    181

    12,32%

    Valgt

    Helle Glarø Mathiesen

    167

    11,37%

    Valgt

    John Riisgaard

    141

    9,6%

    1. suppleant

    Gert Ehrhorn

    101

    6,88%

    2. suppleant

    Bo Axelsen

    87

    5,92%

    3. suppleant

    Kirsten Sigersen

    77

    5,24%

    4. suppleant

    Lisa Rydendahl

    71

    4,83%

    5. suppleant

    Alice Engmark

    58

    3,95%

    6. suppleant

    Steen Arthur Sandell Lorenzen

    6

    0,41%

    7. suppleant

    Blanke

    3

    0,20%

    -

    Ugyldige

    3

    0,20%

    -

    I alt

    1469

    100%

    -

     

    Kandidaterne Niels Erik Tulstrup, Leif Larsen, Birgit Rønne Seiersen og Helle Glarø Mathiesen er valgt ind til ældrerådet for perioden 2019-2022.

     

    Ældrerådet består derfor af følgende medlemmer i perioden 2019-2020:

    • Poul Schmidt
    • Inger M. Andersen
    • Ove Andersen
    • Niels Erik Tulstrup
    • Leif Larsen
    • Birgit Rønne Seiersen
    • Helle Glarø Mathiesen

    Det nye ældreråd konstituerede sig tirsdag d. 30. oktober 2018. Her blev Poul Schmidt valgt som formand, Leif Larsen blev valgt som næstformand og Inger M. Andersen blev valgt til kasserer.

    Økonomi- og personalemæssige konsekvenser

    Ingen bemærkninger.

    Sammenhæng til kommuneplanstrategi

    Sagen har sammenhæng med delvision 1: Dynamisk arbejdsliv og fleksibel service af høj kvalitet og delvision 4: Vilje til ildsjæle.  

    Kommunikation

    Resultatet af valget bliver kommunikeret på kommunens hjemmeside, i Vallensbæk NU og i lokalaviserne.

    Retsgrundlag

    Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område §30-33.

    Beslutning Social- og Sundhedsudvalget den 06-11-2018

    Blev taget til efterretning.

  • Punkt 9 Godkendelse af dispositionsforslag Pilehavehus

    Beslutningstema

    Godkendelse af dispositionsforslag for tilbygning i Pilehavehus.

    Indstilling

    Sagen bliver behandlet i Social- og Sundhedsudvalget, Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.

     

    Center for Teknik indstiller,

    • at dispositionsforslag for de nye boliger bliver godkendt

    Sagsfremstilling

    Der blev i budgetforliget for 2018 besluttet at afsætte 2,540 mio. kr. i 2018 til grundkapitalindskud til opførelse af nye ældreboliger i tilknytning til Pilehavehus.

     

    Kommunalbestyrelsen godkendte den 28. februar 2018 projektbeskrivelsen, som beskrev ønsket om etablering af to nye tidssvarende boligblokke med otte boliger i hver. På kommunalbestyrelsens møde den 30. maj 2018 blev sammensætningen af styregruppe for projektet godkendt.

     

    Der er efterfølgende afholdt møder i styregruppen, hvor behovet for boligtyper og projektet er afklaret og tilpasset. Styregruppen indstiller i enighed vedlagte forslag.

     

    Dispositionsforslag

    Det eksisterende Pilehavehus indeholder 40 ens ældreboliger på ca. 65 m². Den nye

    bebyggelse kommer til at supplere boligtilbuddet med nye tidssvarende boliger

    i tre forskellige størrelser, der overholder de opdaterede tilgængelighedskrav ift.

    størrelser og indretning af ældreboliger.

     

    Den eksisterende bebyggelse bliver udvidet med en ny bygning i to etager mod nord med et samlet areal på 1260 m2. Den nye bygning kommer til at indeholde 16 ældreboliger i varierende størrelser, fordelt i to fløje med otte boliger i hver, som kobles sammen omkring et fælles adgangs- og fordelingsareal med fællesfaciliteter og servicearealer.

     

    Boligerne fordeles med seks boliger på ca. 65 m2, otte boliger på ca. 75 m2 og to ægtefælleboliger på ca. 85 m2. Alle boliger har altan eller have. Fællesarealerne består af to fælles opholdsarealer, et fælles toilet, et vaskeri samt teknikrum, som fordeles på begge etager i sammenbygningen. Derudover er der afsat et rum til servicefunktioner på hver etage.

     

    Den nye bygning kommer til at fremstå som en afslutning på den eksisterende bebyggelse, der består af fem selvstændige blokke med otte boliger i hver, der er bundet sammen af en overdækket gang. Gavlene på de nye fløje med ældreboliger vil ligge i flugt med de eksisterende overdækkede gavle, og fremstå som en forlængelse af de eksisterende bygninger. Den eksisterende overdækkede gang vil blive forlænget til de nye ældreboliger, og den eksisterende stiforbindelse, der kobler bebyggelsen sammen med området mod øst og vest, bliver bevaret i haverummet mellem de eksisterende blokke og den nye bygning.

     

    Den nye bygning vil skille sig ud fra de eksisterende boligblokke, da de to fløje er bygget sammen til en bygning. Facaderne vil ligeledes skille sig ud fra de eksisterende, da indryk til altaner er disponeret anderledes på grund af de varierende boligstørrelser.

     

    Det samlede projekt omfatter herefter i alt 16 plejeboliger på i alt ca. 1.163 m2 samt ca. 97 m2 serviceareal i forlængelse af det eksisterende Pilehavehus.

     

    Der bygges som udgangspunkt på dele af grunden Løkkekrogen 11F, som i dag rummer daginstitutionen Birkely, hvilket har afstedkommet en ny lokalplan for området.

     

    Kommunalbestyrelsen godkendte lokalplansændringen 27. juni 2018 vedrørende tillæg nr. 4 til Kommuneplan 2016 og Lokalplan nr. 100, med Økonomiudvalgets tilføjelse om at der etableres en midlertidig sti langs byggeriet ved Pilehavehus.

    Økonomi- og personalemæssige konsekvenser

    De økonomiske konsekvenser af dispositionsforslaget bliver beskrevet i sag om skema A, som bliver fremlagt til behandling i december-møderækken. Skema A er den første samlede oversigt over et byggeris data og skal udarbejdes, når bygherre søger om tilsagn til opførelse af byggeprojektet. Skema A indeholder et overslag over samtlige udgifter, en projektbeskrivelse, en beskrivelse af finansieringen og af huslejen.  

     

    Der er afsat anlægsmidler i budgettet til gennemførelse af projektet.

    Sammenhæng til kommuneplanstrategi

    Projektet understøtter visionen om det hele menneske i fremtidens boligby

    Kommunikation

    Ingen bemærkninger.

    Retsgrundlag

    Lov om almene boliger.

    Beslutning Social- og Sundhedsudvalget den 06-11-2018

    Anbefales.

  • Punkt 10 Ansøgninger om tilskud fra frivillighedspulje

    Beslutningstema

    Ansøgninger om tilskud fra den ekstra frivillighedspulje.

    Indstilling

    Sagen bliver behandlet i Social- og Sundhedsudvalget.

     

    Center for Sundhed, Kultur og Fritid indstiller,

    • at udvalget behandler ansøgninger om tilskud fra den ekstra frivillighedspulje

    Sagsfremstilling

    I budgetforlig 2016 og 2017 blev der hvert år afsat 50.000 kr. til en ”ekstra” frivillighedspulje. Ud af de 100.000 kr. har der været et forbrug på 22.700 kr.

    På Social- og Sundhedsudvalgets møde den 7. juni 2018 blev det besluttet, at 50.000 kr. fra den ”ekstra” frivillighedspulje blev flyttet til § 18-midlerne til frivilligt socialt arbejde.

    Der resterer derfor 27.300 kr. i den ”ekstra” frivillighedspulje.

     

    Der er indkommet to nye ansøgninger til puljen:

    1. Røde Kors Vallensbæk ansøger om 7.000 kr. i tilskud til ferieophold for økonomisk trængte børnefamilier fra Vallensbæk Kommune.
    2. Vallensbæk Sejlklub ansøger om 67.165 kr. i tilskud til indkøb af våddragter og profiljakker.

    De to ansøgninger overstiger tilsammen det beløb, der er til rådighed i puljen.

     

    Mulighed for støtte

    Social- og Sundhedsudvalget besluttede på deres møde den 30. august 2016 følgende kriterier for tildeling af midler fra den ekstra frivillighedspulje:

     

    Støtte bliver givet til mindre tiltag inden for området frivillighed, som ellers ikke ville kunne lade sig gøre, som for eksempel til:

    • Transportudgifter
    • Mindre forplejninger
    • Oplevelser
    • Lokale projekter

    Ansøgninger om støtte over 5.000 kr. skal forelægges Social- og Sundhedsudvalget.

     

    Social- og Sundhedsudvalget skal vurdere om ansøgningerne opfylder kriterierne og beslutte, hvor meget foreningerne skal modtage i støtte.

    Økonomi- og personalemæssige konsekvenser

    Den samlede restpulje i 2018 er på 27.300 kr.

    Sammenhæng til kommuneplanstrategi

    Sagen kan ses i sammenhæng med visionen om at udvikle kommunen i samarbejde med engagerede borgere og ildsjæle (delvision 4).

    Kommunikation

    Ansøgerne skal informeres om sagens behandling og beslutning.

    Retsgrundlag

    Ingen bemærkninger.

    Beslutning Social- og Sundhedsudvalget den 06-11-2018

    Social- og Sundhedsudvalget besluttede at yde følgende tilskud:

     

    • 7.000 kr. til Røde Kors Vallensbæk til økonomisk trængte børnefamilier i Vallensbæk kommune.
    • 20.300 kr. til Vallensbæk Sejlklub til indkøb af våddragter til børn og unge.
  • Punkt 11 Budgetopfølgning pr. 30. september 2018 – Tillægsbevillinger for Social- og Sundhedsudvalget

    Beslutningstema

    Center for Økonomi og Indkøb fremlægger budgetopfølgningen pr. 30. september 2018 vedrørende drift med henblik på beslutning om tillægsbevillinger svarende til mindreudgifter på 35.000 kr. inden for Social- og Sundhedsudvalget. Mindreudgifterne finansierer merudgifter på Børne- og Kultursudvalgets område.

    Indstilling

    Sagen bliver behandlet i Social- og Sundhedsudvalget, Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.

     

    Center for Økonomi og Indkøb indstiller,

    • at tillægsbevilling på 150.000 kr. til deltema 4.1 Sundhed, forebyggelse og sygehuse bliver godkendt

    • at godkende tillægsbevilling på -237.000 kr. til deltema 4.2 Pleje samt aktivitets- og botilbud bliver godkendt

    • at tillægsbevilling på 344.000 kr. til deltema 4.3 Genoptræning bliver godkendt

    • at tillægsbevilling på 500.000 kr. til deltema 5.1 Børn og Unge med særlige behov bliver godkendt

    • at tillægsbevilling på -844.000 kr. til deltema 5.2 Voksne med særlige behov bliver godkendt

    • at tillægsbevilling på 447.000 kr. til deltema 6.1 Pensioner og personlige tillæg bliver godkendt

    • at tillægsbevilling på -395.000 kr. til deltema 6.3 Øvrige sociale ydelser bliver godkendt

    Sagsfremstilling

    Center for Økonomi og Indkøb fremlægger budgetopfølgning pr. 30. september 2018 vedrørende drift på Social- og Sundhedsudvalgets område, der samlet udviser mindreudgifter på 35.000 kr. 

     

    Forklaring på mindreudgifterne

    Mindreudgifterne på Social- og Sundhedsudvalgets område vedrører blandet andet individuelt støtte til befordring og merindtægt for refusion for særligt dyre enkelt sager.

     

    Forklaring på merudgifterne

    På Social- og Sundhedsudvalget område forventes der merudgifter primært vedrørende førtidspension og genoptræning.

     

    Der er følgende opmærksomhedspunkter

    Der et udgiftspres inden for fritvalgsområdet for både den kommunale og private hjemmehjælp samt for pleje- og aktivitetsområdet. Der arbejdes på at få områderne i balance.

     

    Der henvises i øvrigt til uddybende bemærkninger i bilaget.

    Økonomi- og personalemæssige konsekvenser

    Budgetopfølgningen pr. 30. september 2018 vedrørende Social- og Sundhedsudvalget udviser samlede mindreudgifter på 35.000 kr.

    Sammenhæng til kommuneplanstrategi

    Ingen bemærkninger.

    Kommunikation

    Center for Økonomi og Indkøb orienterer driftsstederne.

    Retsgrundlag

    Ingen bemærkninger.

    Beslutning Social- og Sundhedsudvalget den 06-11-2018

    Anbefales.

  • Punkt 12 Budgetopfølgning pr. 30. september 2018 – Tekniske omplaceringer mellem fagudvalg og temaer

    Beslutningstema

    Center for Økonomi og Indkøb fremlægger i forbindelse med budgetopfølgningen pr. 30. september 2018 en opgørelse over tekniske omplaceringer mellem fagudvalg og temaer på Social- og Sundhedsudvalgets område. Samlet set er de tekniske omplaceringer mellem fagudvalg og temaerne udgiftsneutrale.

    Indstilling

    Sagen bliver behandlet i Social- og Sundhedsudvalget og Økonomiudvalget.

     

    Center for Økonomi og Indkøb indstiller,

    • at tillægsbevilling på 174.000 kr. til deltema 4.1 Sundhed, forebyggelse og sygehuse vedrørende elevansvarlig for kommunens kontorelever, barselspulje og ny rengøringsaftale bliver godkendt

    • at tillægsbevilling på 272.000 kr. til deltema 4.2 Pleje samt aktivitets- og botilbud vedrørende barselspulje bliver godkendt

    Sagsfremstilling

    Center for Økonomi og Indkøb har i forbindelse med budgetopfølgningen pr. 30. september 2018 udarbejdet en oversigt, der viser de tekniske omplaceringer mellem fagudvalg og temaer. De tekniske omplaceringer er opgjort særskilt, da de er af rent teknisk karakter og udgør 446.000 kr. på Social- og Sundhedsudvalgets område. Samlet set er de tekniske omplaceringer udgiftsneutrale for kommunen.

     

    De tekniske omplaceringer vedrører primært omplacering af budget fra centrale puljer under Økonomiudvalget til de øvrige fagudvalg til dækning af elevansvarlig for kommunens kontorelever og barsler.

     

    Økonomi- og personalemæssige konsekvenser

    De tekniske omplaceringer mellem fagudvalg og temaer udgør 446.000 kr. på Social- og Sundhedsudvalgets område, men er udgiftsneutrale for kommunen, da merudgiften på udvalgets område modsvares af mindreudgifter på Økonomiudvalgets område.

    Sammenhæng til kommuneplanstrategi

    Ingen bemærkninger.

    Kommunikation

    Center for Økonomi og Indkøb orienterer driftsstederne.

    Retsgrundlag

    Ingen bemærkninger.

    Beslutning Social- og Sundhedsudvalget den 06-11-2018

    Anbefales.

  • Punkt 13 Budgetopfølgning pr. 30. september 2018 – Anlæg for Social- og Sundhedsudvalget

    Beslutningstema

    Center for Økonomi og Indkøb fremlægger budgetopfølgningen pr. 30. september 2018 vedrørende anlæg på Social- og Sundhedsudvalgets område. Der forventes ikke afvigelser vedrørende anlæg.

    Indstilling

    Sagen bliver behandlet i Social- og Sundhedsudvalget, Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.

     

    Center for Økonomi og Indkøb indstiller,

    ·       at budgetopfølgningen bliver godkendt

    Sagsfremstilling

    Center for Økonomi og Indkøb fremlægger budgetopfølgning pr. 30. september 2018 vedrørende anlæg på Social- og Sundhedsudvalgets område, hvor der ikke forventes afvigelser på anlægsprojekterne under Social- og Sundhedsudvalget.

    Økonomi- og personalemæssige konsekvenser

    Ingen bemærkninger.

    Sammenhæng til kommuneplanstrategi

    Ingen bemærkninger.

    Kommunikation

    Center for Økonomi og Indkøb orienterer driftsstederne.

    Retsgrundlag

    Ingen bemærkninger.

    Beslutning Social- og Sundhedsudvalget den 06-11-2018

    Anbefales.

  • Punkt 14 Meddelelser fra formanden

    Meddelelser

    • Sag til Økonomiudvalget 430.000 kr. til nedbringelse af sygefravær i Hjemmeplejen

    • Jul i Vallensbæk den 1. december 2018

    • Idrætsprisuddelingen den 13. marts 2019

    • Frivilligheds fest den 3. maj 2019

    • Svømmehallen på Egholmskolen er åben igen.

    • Pensionistjulefest i Idrætscentret 5. december 2018

    • Julefest Rønnebækhus 6. december 2018 kl. 13

    • Julefest Pilehavehus 14. december 2018 kl. 12

    • Forebyggende hjemmebesøg. Der holdes et samlet arrangement ”75 års fødselsdag” – mere end 100 tilmeldte.