You are here

Samvær giver mere appetit

Date: 28. Oktober 2015
  • Spisevenner

    Snakken går lystigt, mens de to smager på maden og deler en øl på terrassen. Andrea fortæller blandt andet om dengang hun som ung ville svømme over den engelske kanal

Projektet ’Spisevenner’ giver ældre lyst til at spise mere og gør måltidet til en hyggelig oplevelse både for spisevært og spiseven.

”Når man har selskab, bliver måltidet en helt anden oplevelse”, lyder det muntert fra Andrea Fanning, der er 89 år og har boet i Vallensbæk de sidste 45 år. Andrea har besøg af sin spiseven Vita Müller.

Andrea nyder at have mennesker omkring sig og synes det er kedeligt at spise alene. Derfor var hun også hurtig til at sige ja, da Ældre Sagen og Vallensbæk Kommune tidligere på året satte gang i pilotprojektet ’Spisevenner’, der gennem måltidet knytter bånd mellem mennesker.

Samtalen får maden til at glide lettere ned

”Når snakken går og selskabet er godt, spiser man mere”, siger Vita og ler til Andrea. Mens de to smager på den sammenkogte ret med nye kartofler og syltede agurker, deler de en øl. Snakken går lystigt. Man fornemmer, at de to efterhånden har fået et ganske nært forhold til hinanden, da Vita smilende udbryder: ”Hov, du har jo næsten spist helt op!”

Meningsfuldt samvær   

Vita er spiseven hos Andrea hver anden uge.

”Det giver indhold i min hverdag, når jeg føler mig nyttig. Og så er projektet ’Spisevenner’ en oplagt måde at møde nye mennesker på”, siger Vita.

”Når Vita kommer, hjælpes vi ad med at dække bord og anrette maden, og når vi har spist, hjælpes vi ad med oprydning og opvask”, fortæller Andrea, der også kommer fast i aktivitetscentret på Rønnebækhus og for nylig havde alle vennerne fra aktivitetscentret til frokost på terrassen.

Vil du også være spiseven eller -vært?

Det er gratis for spisevennen at deltage i ordningen, mens værten betaler for sit eget måltid.

For at blive spiseven skal man henvende sig til Ældre Sagens koordinator Susan Højrup på telefon 2831 5371. Susan matcher spisevenner og -værter og deltager ved det første møde, hvis ikke vært og ven kender hinanden i forvejen.

Vil du være spisevært, kan du kontakte Center for Sundhed og Forebyggelse på telefon 4797 4104.

Fakta om ’Spisevenner’

  • Spiseværter skal være 65+ år og spisevenner over 18 år.
  • Spiseværter behøver ikke at være fast bruger af den kommunale madordning.
  • Maden leveres til værtens adresse af den kommunale madleverandør.
  • Spisevenner bliver tilknyttet Ældre Sagen som frivillige og er dækket af deres forsikring.
  • Pilotprojektet ’Spiseven og spisevært’ kører året ud og er støtte af den statslige ældrepulje.
Sidst opdateret 04.11.2015