You are here

Børnene i Vallensbæk Kommune vender julen på hovedet

Date: 19. December 2016
251 elever fra Vallensbæk Skole og Pilehaveskolen er med i Omvendt Julekalender, hvor danske skoleelever gør gode gerninger til fordel for børn i Tanzania.

Omvendt Julekalender er SOS Børnebyernes julekalender til skolebørn, hvor man hver dag kan åbne en videolåge og se en film med børn, der bor i et fattigt land. I år er elever fra 2 skoler i Vallensbæk Kommune med i kalenderen, hvor de lærer, hvordan børn i Tanzania lever. Mille Gori, der også er kendt som Motor Mille fra Ramasjang, er vært, og hun guider børnene igennem Tanzania, mens hun bager pebernødder over bål og prøver at få det til at sne på Zanzibar.

1.b på Vallensbæk Skole har i år, som flere andre klasser, set omvendt julekalender, og de har været meget begejstrede for julekalenderen.

”Det har været en fornøjelse at følge børnene i Afrika, fulgt gennem Motor Mille,” lyder det fra klasselærer Birgitte Trebbien, der fortsætter: ”Klassen har set afsnittene, og vi har hængt billeder op af de 4 børn, Motor Mille lærte at kende. Vi har snakket om deres hverdag kontra vores hverdag. Og børnene har her i december måned øvet sig i at gøre gode gerninger derhjemme. Selvfølgelig glæder de elever, der fejrer jul, sig til at få gaver juleaften, men de har også fået øjnene op for, at der også er stor glæde ved at give til andre, og at man skal være taknemmelig for det man allerede har.”

Skolegang til flere børn i Tanzania

De danske elever får også mulighed for at hjælpe børn som dem, de har set i julekalenderen. Ved at gøre gode gerninger for andre, for eksempel at skovle sne eller ordne vasketøjet, som deres forældre kan belønne dem for med et lille beløb, som eleverne så lægger i et indsamlingshjerte i klassen. Pengene går igen i år til at give flere børn i Tanzania et skolelegat, så de kan lære at læse og regne og få en masse skolekammerater.

”Vi er så stolte over alle de mange børn, der knokler løs ude i skolerne Jeg håber, skoleeleverne går ud af december med en god følelse af at have givet en vigtig gave til andre, der ikke har samme mulighed for at gå i skole, som børn i Danmark har,” siger Mads Klæstrup Kristensen, direktør i SOS Børnebyerne.

Det er fjerde år i træk, at SOS Børnebyerne laver Omvendt Julekalender, og interessen for den velgørende julekalender er vokset år for år. Første år deltog godt 3.600 børn, mens 35.000 elever er med i år og her i blandt altså 251 elever fra Vallensbæk. 

Sidst opdateret 19.12.2016