You are here

Cykling uden alder – nu med kørestol

Date: 26. Oktober 2018
I tre år har gangbesværede Vallensbæk-borgere kunnet komme på cykelture med frivillige såkaldte piloter. Nu udvides konceptet til kørestolsbrugere.

Alle har ret til vind i håret – også dem, der sidder i kørestol! Det er tanken bag det nye initiativ, som foreningen Cykling Uden Alder har taget. En ny særlig el-ladcykel med plads til en passager i kørestol er blevet indkøbt med støtte fra Vallensbæk Kommune.

”De fleste af vores ture er på omkring to timer, og vi kører typisk 10-20 km per tur”, fortæller Mogens Sørensen, der udover at være en af de frivillige piloter også er den lokale ”kaptajn” for Cykling uden alder.

Den enkelte gangbesværede borger bestiller en cykeltur enten ved at ringe til en af kontaktpersonerne eller – for beboere i plejeboliger – ved at lave en aftale via plejepersonalet. Og nu er kørestol altså ingen hindring for at komme ud og få noget frisk luft. Kørestolen køres op på ladcyklen og spændes fast.

”Nogle af vores passagerer husker ikke så godt mere, og så kan det være svært at føre en samtale. Men når vi er på cykeltur, taler vi om det, vi oplever – så går snakken let. Og de får en oplevelse, de ellers ikke ville få”, fortæller Mogens Sørensen, der tilføjer, at nye cykelpiloter er velkomne.

”Der kræves ingen særlige forudsætninger for at være frivillig pilot – udover at man kender færdselsreglerne og kan håndtere cyklen”, forklarer Mogens, der tager nye piloter ud på en prøvetur, hvor de bliver vist lidt rundt i kommunen og får forklaret, hvordan turene foregår.

På hjemmesiden cyklingudenalder.dk kan man melde sig til, hvis man ønsker at blive frivillig cykel-pilot.

Sidst opdateret 26.10.2018