You are here

Dyb koncentration på Vallensbæk Sø

Date: 14. Juli 2019
Vandski-mesterskab i Vallensbæk for nordiske unge blev afholdt i weekenden for snart 50. gang.

Det er sommer i Vallensbæk, og vores lille kommune byder på masser af sjove sommeraktiviteter for både børn og voksne. Vi måler temperaturen på feriestemningen i Vallensbæk og besøger en ny aktivitet hver uge. Følg med her på siden.

Solen er væk bag skyerne på andendagen for det årlige Scandinavian Youth Championships, hvor knap 40 unge fra Danmark, Norge, Sverige og Finland dyster på vandski i trick, slalom og hop.

Stilhed og en stemning af dyb koncentration ligger henover søen, kun afbrudt af motorbådens snerren, når en af de unge 14-21-årige vandski-udøvere er på vej henover vandet.

Vandskisøen er anerkendt for at være en af de bedste søer til formålet i Europa, blandt andet på grund af den måde søens indretning påvirker bølgernes aktivitet.

Vand og fart

Fra søbredden er det en koncentreret formand for Vallensbæk Vandskiklub, Johan Høgh Sørensen, der stolt fortæller om sporten og arrangementet, der er blevet afholdt siden 1972.

“På vandski går sport og natur hånd i hånd, og er for unge, der tiltrækkes af vand og fart og gerne vil røre sig og dyrke udendørssport. Da det er en lille sport, betyder det også, at den hurtigt giver muligheder for at komme til konkurrencer og mesterskaber til forskel fra andre sportsgrene.”

Samtidig er det også en “sund sport,” der giver få skader, fremhæver Johan Høgh Sørensen.

“Kroppen ændres, og man bliver blandt andet styrket i lænd og ryg.”

Fysisk kan alle være med, og først og fremmest er det en sport, der kræver koncentration og evnen til at fokusere.

“Det kan være en lidt brutal sport for børn, for du får kun et forsøg ude på vandet. Det er splitsekunder, der er afgørende, og det lærer de unge på den lidt hårde måde,” fortæller formanden for Vallensbæk Vandskiklub, inden han løber videre for at finde en erstatning for den forsvundne sejrsskammel.

Sidst opdateret 15.07.2019