You are here

Elena skal bære fanen til OL

Date: 11. Januar 2018
  • Elena Rigas fra VARK skal bære Danebrog ved OL åbningsceremonien.

    Fotograf: Lars Møller

    Elena Rigas og kulturminister Mette Bock ved præsentationen i Idrættens Hus.

Speedskateren Elena fra Vallensbæk Rulleskøjteklub (VARK) skal bære fanen med Dannebrog, når der den 9. februar er åbningsceremoni ved vinter-OL i PyeongChang.

Når den olympiske ild tændes om præcis en måned, og det danske OL-hold går indmarch på det olympiske stadion i sydkoreanske PyeongChang, bliver det med speedskateren Elena Rigas fra VARK i front med Dannebrog. Danmarks Idrætsforbund har besluttet, at æren som fanebærer tilfalder den 21-årige speedskater, der har haft en forrygende sæson.

21-årige Elena Møller Rigas har været medlem af Vallensbæk Rulleskøjteklub siden klubben blev etableret og har mange flotte resultater på samvittigheden. Den unge rulleskøjteløber blev bidt af is, da hun som mange andre rulleskøjteløbere trænede på is om vinteren. 

”Jeg havde været med til EM i rulleskøjter tre gange, inden jeg skiftede til is”, fortæller Elena.

”I et rulleskøjteløb er man typisk 40-50 mennesker i feltet – på is er man to på banen samtidig i de fleste discipliner og har ingen fysisk kontakt. Det er også kortere distancer end på rulleskøjter, og man holder én fart hele vejen”, forklarer hun.

I december vandt Elena sølvmedalje ved World Cuppen i Calgary. Det var den første danske World Cup-medalje i speedskating nogensinde. I den samlede World Cup blev Elena Rigas nummer fem. 

"De fornemme resultater sammenholdt med en god personlighed gør, at vi i Danmarks Idrætsforbund har valgt Elena Rigas som dansk fanebærer ved åbningsceremonien til vinter-OL i PyeongChang,” siger Morten Rodtwitt, der er chef de mission for det danske OL-hold i PyeongChang.

”Det er en kæmpe ære at skulle gå forrest med fanen til OL-åbningsceremonien. Det er jeg sindssyg stolt over. Det er svært at forestille sig, hvordan det bliver, når jeg træder ind på det olympiske stadion med Dannebrog i hånden, men det bliver med garanti specielt. Jeg glæder mig,” siger Elena Rigas.

Elena Rigas stiller til start i disciplinen mass start, som afvikles den 24. februar. Vinter-OL begynder den 9. februar i sydkoreanske PyeongChang.

Sidst opdateret 12.01.2018