You are here

Hopla-forløb blev afsluttet med højt humør

Date: 04. April 2019
De otte uger har budt på alt fra yoga, fælleslæsning og vandretur.

I går blev forløbet 'Hold hjerne og krop i hopla' fløjtet af. De 12 deltagere har været igennem forskellige aktiviteter som guidet fælleslæsning, yoga, hatten rundt-debat, kreaworkshop, vandretur med naturvejleder og teaterøvelser.
Alle har de gået til det med åbent sind og masser af godt humør.

"Jeg har godt kunne mærke en forskel - også, fordi jeg bruger det i det daglige. For eksempel har vi haft gymnasitikken, hvor vi har fået nogle øvelser som jeg faktisk bruger dagligt," fortæller 78-årige Janni Larsen.

'Hold hjerne og krop i hopla' har været et tilbud i Vallensbæk Kultur- & Borgerhus for ældre +60 år. Forløbet har strukket sig over otte uger, og målet har været at præsentere deltagerne for forskellige aktiviteter og ikke mindst åbne en mulighed for nye fællesskaber. 

"For Mathias og jeg som tovholdere har det været meget meningsfuldt at se, hvordan gruppen fik tilknytning til hinanden. Det har været dejligt, at de så frygtløst har kastet sig ud i forskellige ting som de ikke har prøvet før. De har været gode til at snakke sammen og til at byde ind og debattere, når det har været på programmet," siger Bettina Schnegelsberg-Laursen, der er bibliotekar i Vallensbæk Kultur- og Borgerhus.

 

Sidst opdateret 05.04.2019