You are here

Kom til Havnens Dag på lørdag

Date: 21. Maj 2019
Prøv sejlads, SUP, kajak eller klap en fisk, når der sjov med vand ved Havnens Dag.

Lørdag  den 25. maj er der Havnens Dag i Vallensbæk Havn. Her kan du opleve de utallige måder, du kan bruge vandet og den lokale havn på i fritiden. 

Hos fritidsfiskerne kan børnene klappe en fisk og prøve lykken som krabbefiskere. De lidt ældre kan komme med deres jævnaldrene fra sejlklubbens juniorafdeling ud og sejle i optimistjolle, og sejlklubben inviterer voksne og familier på ture i skolebådene. Dykkerne fortæller, hvordan det hele ser ud under vand og demonstrerer deres udstyr.

Ved Havnens Dag vil vi også præsentere vores nye SUParadise. Vi disker op med surferstemning og strandhygge – og selvfølgelig masser af muligheder for at blive klogere på SUP. På dagen vil der være mulighed for, at nybegyndere såvel som erfarne kan komme på vandet og prøve at SUP'e. Dagen byder også på konkurrencer med flotte præmier samt en præsentation af vores helt nye SUP-logo. Det hele foregår ved Tanghusene, mellem Ringebæk sø og stranden, der fremover skal danne rammen om SUParadise.

Ligesom på Havnens Dag sidste år kommer Vallensbæk Modelskibs Klub og viser deres utroligt detaljerede modelskibe frem og sejler med dem – og i år tager de nogle ekstra hurtige både med.

Hvor og hvornår? 

Havnens Dag foregår i Vallensbæk Havn fra 10-16.

Melder sult eller tørst sig, er der boder, hvor man kan få lidt at spise og drikke. 

Havnens Dag er en del af Vild med vand-projektet og afholdes samtidig i omkring 100 havne over hele landet.

Sidst opdateret 21.05.2019