You are here

Konkurrence: Lav din egen heks

Date: 04. Juni 2020
Som opvarmning til sankthans sætter vi gang i en ”heksekonkurrence”.

Hekse, midsommervisen og bål er faste traditioner til sankthans. I år bliver sankthans som bekendt noget anderledes, da vi på grund af forsamlingsbuddet ikke må samles for mange, og derfor vil der heller ikke være et bål i Vallensbæk Havn i år.

Men derfor kan vi godt sætte gang i nogle hekserier med en lille konkurrence.

Onsdag den 10. juni vil Vallensbæk Kultur- & Borgerhus dele en DIY-video på deres Facebookside, hvor du kan se, hvordan du laver din helt egen heks. Herefter er det bare om at finde limpistol, tuscher og garn frem fra skuffen – frem til sankthans kører vi nemlig en heksekonkurrence for Vallensbæks børn. Der er en sommerpræmie på spil.

For at være med, skal du:

  • Lave en heks og aflevere den i Vallensbæk Kultur- & Borgerhus senest den 22. juni klokken 12.  

Borgmester Henrik Rasmussen vil trække en vinder af konkurrencen sankthansaften. Alle hekse vil blive udstillet i Vallensbæk Kultur- & Borgerhus i ugerne efter sankthans. Du kan hente din heks igen fra den 6. juli.

Virtuel fejring af sankthans

Som tidligere meldt ud er sankthans-festen i Vallensbæk Havn desværre aflyst på grund af forsamlingsforbuddet og risikoen for smitte med coronavirus.

Men det betyder ikke, at midsommeren ikke skal fejres. Vores kultur- og fritidsafdeling er i fuld gang med at planlægge, hvordan vi kan markere sankthans med et virtuelt arrangement. Vi forventer, at det bliver omkring klokken 22. Hold dig opdateret på vores Facebook og hjemmeside.

Sidst opdateret 04.06.2020