You are here

Kvart million til at øge trygheden

Date: 13. februar 2020
Pengene skal gå til at ansætte to ekstra gadeplansmedarbejdere til SSP-teamet.

Kommunalbestyrelsen har sat 250.000 kroner af til at styrke SSP-arbejdet i Vallensbæk. 

Konkret betyder det, at gadeteamet bliver oprustet, så der fremadrettet vil være fire opsøgende medarbejdere i teamet, hvor der i dag er to.

Gadeteamet bliver delt, så medarbejderne er på gaden to og to. De vil være til stede mellem klokken 16-23 i hverdagene og weekenden. Samtidig bliver gadeteamet mere synlige – både i kraft af en form for uniform og ved at de bevæger sig mere rundt i kommunen – fx ved ungdomsklubben, idrætscenteret og stationstorvet.

Formålet er at øge trygheden blandt unge og borgere i kommunen og ved at lave forebyggende arbejde med henblik på at sikre, at de unge i Vallensbæk ikke kommer ud i kriminalitet. Derudover vil der være fokus på at nedbringe hærværk og forbruget af lattergas-patroner, som ligger i det offentlige rum.

Ved at have et større gadeteam kan medarbejderne sikre en mere håndholdt og koordineret tværfaglig indsats ved at skabe en god relation til de unge og komme i dialog med dem.

 

Hvad er SSP?

  • SSP er et samarbejde mellem skole, socialforvaltningen og politi om den kriminalitetsforebyggende indsats i kommunen for unge i alderen 10-25 år. Vallensbæk Gadeteam er en del af SSP-teamet.
  • Gadeteamets opgave er at få kontakt og skabe gode relationer til børn og unge rundt om i kommunen. 
Sidst opdateret 13.02.2020