You are here

Madfællesskab og næstekærlighed

Date: 26. Maj 2016
Mad handler om meget andet end fedtprocent, fuldkorn og nøglehulsmærker. Lige så vigtigt er samvær og glæde, og noget magisk opstår, når generationer mødes omkring maden.

Der har netop igen været afholdt madfællesskab på tværs af generationer og projekter i Vallensbæk. Temaet denne gang var næstekærlighed, og deltagerne spiste brændende kærlighed, sang kærlighedssange og fortalte kærlighedsanekdoter i love-boxen.

Men næstekærlighed handler ikke kun om kærlighed mellem mennesker, men også om at gøre noget godt for andre. 

I madfællesskabet sørger den yngre generation fra nogle af kommunens succesfulde projekter og tilbud for at hjælpe med tilberedning og servering af mad. Derefter er der fællesspisning og hygge, hvor generationerne beriger hinanden med madoplevelser og sjove fortællinger.

En af deltagerne var Henning på 82 år. Han kunne fortælle denne lille anekdote fra sin egen barndom: 
”Dengang jeg var dreng og var ude at lege, så råbte jeg op til min mor, at jeg gerne ville have noget at spise. Så havde hun måske ikke rigtig noget mad, så hun lavede et kræmmerhus af madpapir, hvor hun puttede havregryn med sukker i. Så bed jeg hul i enden af kræmmerhuset og så kunne jeg guffe havregryn med sukker. Men det bedste var, når mor ikke var hjemme, og man selv lavede det – så kom der ekstra meget sukker på!”

Cirka 80 ældre borgere var mødt op til spisefællesskab på tværs af generationer og nød en aften sammen med børn og unge fra projekterne Kickstart, Mad i generationer og Ung motionsven, der stod for servering og for at hygge om gæsterne.

Se flere billeder på Vallensbæk Kommunes Facebook-side

Sidst opdateret 26.05.2016