You are here

Motion med indbygget hyggefaktor

Date: 13. December 2016
  • Motion med indbygget hyggefaktor

    Peter Klyver og Maria Gomez bliver kontaktpersoner på hhv. Herrefed Motion og Motion+ og kommer til at fungere som bindeled til kommunens sundhedskonsulent.

  • Motion med indbygget hyggefaktor

    Peter Klyver og Maria Gomez bliver kontaktpersoner på hhv. Herrefed Motion og Motion+ og kommer til at fungere som bindeled til kommunens sundhedskonsulent.

Vallensbæk Kommune tilbyder motionshold for både mænd og kvinder, der gerne vil veje mindre og motionere mere.

I februar måned tænkte Peder Klyver ved sig selv, at noget måtte ske. I april tog Maria Gomez den samme beslutning. Vægten var blevet for høj, og de to følte hver især, at de begyndte at betale prisen for det. For lidt energi og for mange smerter var blevet hverdag.

”Jeg var begyndt at motionere for mig selv, men jeg har været rigtig glad for kommunens motionshold, fordi jeg godt kan mangle det sociale samvær, når jeg træner selv”, fortæller Peder Klyver. Han er 53 år og har siden marts tabt hele 27,5 kg.

”Jeg er ikke færdig endnu”, understreger han med skævt smil.

Glæden skal være drivkraften
Stemningen er hyggelig og tonen uformel, når herrerne mødes til ’Herrefed Motion’ og damerne til ’Motion+’. Der er fokus på to ting: at finde glæden ved motion og have det sjovt og hyggeligt med hinanden. Her er ingen fine fornemmelser og fitness-freaks.

Ideen med holdene er, at man kommer ud i de lokale sports- og gymnastikforeninger og afprøver en lang række motionsformer. På den måde kan den enkelte finde inspiration og forhåbentlig få lyst til også at motionere på egen hånd. En sundhedskonsulent fra Vallensbæk Kommune sørger for, at prøvetimerne bliver tilpasset personer, der ikke er vant til at motionere.

”Det er super motiverende. Jeg er blevet ret vild med pilates, og nu går jeg til det hver mandag. Jeg er også begyndt at løbetræne – det havde jeg ellers aldrig tænkt, skulle overgå mig”, siger Maria Gomez og ler. Hun er 44 år og har indtil videre tabt 9 kilo. Målet er foreløbigt at komme ned i ridestøvlerne, som står i et skab derhjemme. For Maria vil rigtig gerne i gang med at ride igen, når vægten er kommet lidt længere ned.

Vil du med?
Til januar begynder den nye sæson. Herrefed Motion og Motion+ tager fat på nye motionseventyr med en blanding af nye og ’gamle’ motionister med et BMI over 30. Har du fået lyst til at være med, så kom glad. Vi glæder os til at møde dig!

Herrefed Motion – et tilbud til mænd
Du kan deltage, hvis dit BMI har sneget sig over 30, og du ønsker at komme i gang med at bevæge dig mere i hverdagen. Du behøver ikke være i god fysisk form på forhånd, men du skal være motiveret for at gøre noget ved formen.

Sammen med andre mænd skal du prøve forskellige former for motion i et socialt og humoristisk miljø. Du bliver guidet gennem forløbet af en vaskeægte sundhedscoach, der står for tests og vejledning.

Forløbet strækker sig over ti mødegange i perioden 10. januar til 21. marts. Der er fællesmotion tirsdage kl. 17-18. Tilmeld dig eller hør mere om kurset på tlf: 4797 4141 / 2488 0960 eller fab@vallensbaek.dk

Motion+ – her er plads til brede hofter
Er det på tide at få bevæget hofterne i selskab med andre skønne kvinder? Så har Vallensbæk Kommune et tilbud til dig.

Du kan deltage, hvis dit BMI er over 30, og du ønsker at komme i gang med at bevæge dig mere i hverdagen. Du behøver ikke være i god fysisk form på forhånd, men du skal være motiveret for at gøre noget ved formen.

I fællesskab med andre kvinder skal du prøver forskellige former for motion i et socialt og humoristisk miljø.

Du vil blive guidet gennem forløbet af en sundhedscoach, der står for tests og vejledning. Forløbet strækker sig over ti mødegange i perioden 12. januar til 23. marts. Der er fællesmotion torsdage kl. 17-18.

Tilmeld dig eller hør mere om kurset på tlf: 4797 4141 / 2488 0960 eller fab@vallensbaek.dk

Sidst opdateret 13.12.2016