You are here

Ny tilgængelig badebro i Strandparken

Date: 03. Maj 2019
Vi har udskiftet den gamle tilgængelig badebro med en ny, bedre og mere opdateret version. Den nye har gelænder og et naturligt fald, så du kan gå hele vejen ud i vandet.

Strand, sol og sommer er tre ord, vi alle kan lide. For nogen kan det måske være svært at komme gennem sandet og ud i vandet, de dage hvor solen står allerhøjest og byder til en dukkert. Sådan skal det ikke være, og sådan er det heller ikke. For i Vallensbæk har vi fået en ny, bedre og mere opdateret tilgængelig badebro.  

I slutningen af april blev der sat en badebro op i Strandparken i Vallensbæk, som er tilgængelig for de fleste. Den har et gelænder hele vejen ud til vandet og har derudover et naturligt fald, så du kan bevæge dig stille og roligt ud i vandet i stedet for at skulle hoppe i.  

Badebroen er udformet, så det føles som at gå ned ad en lille bakke. For enden er der et plateau, du kan stå på, som også har et gelænder. På den måde kan du stå sikkert ude i vandet og stadig holde fast i noget.  

Ønske om en ny sti ud til broen bliver indfriet 

Ved sidste års borgermøde om Strandparken, blev der rejst et ønske om, at stien ud til stranden i Vallensbæk skulle belægges med stabil grus, så den blev mere tilgængelig for borgere med gangbesvær og handicap.  

Strandparken vil derfor i år forsøge med et nyt underlag på stien, som bliver lagt inden badesæsonen starter i juni. Vi håber at dette vil skabe bedre tilgængelighed helt ned til badebroen samtidig med, at drift og vedligehold af stranden kan fortsætte uhindret.    

Strandparken holder borgermøde den 9. maj kl. 19-21. Hvor du som bruger, interesseorganisation eller nabo får mulighed for at høre om planerne for Strandparken. Har du lyst til at fremføre dine ønsker til området, har du også mulighed for at komme frem med dem på mødet. 

Du kan læse mere på Strandparkens hjemmeside.

Sidst opdateret 03.05.2019