You are here

Skal dit barn med til årets SommerCamp?

Date: 10. April 2019
Traditionen tro holder SFO’erne tre ugers SommerCamp. Der er lagt op til en masse sjov, kreativitet og udendørsliv.

I år samles børnene fra 0. til 3. klasse på tre ugers SommerCamp ved Pilehaveskolen.

SommerCampen har de sidste mange år budt på cirkus, men i år har det været tid til at tænke nyt og ryste posen. Vi har fundet tre spændende temaer.

En lærerig tidsrejse

Den første uge står på teater. Her er der lagt op til et kreativt teaterstykke, der starter i fremtiden, udspiller sig i nutiden og slutter i en helt tredje fremtid.

I løbet af ugen vil vi lave kulisser, skrive manuskripter, øve vores roller og meget mere af alt det, der hører sig til i teaterets verden. Det færdige teaterstykke holdes for SommerCampens børn, deres forældre og bedsteforældre. Og der er grund til at glæde sig, for der er noget at lære for både de mindste, deres forældre og bedsteforældre.

Kan man lave kunst ud af skrald?

Netop det bliver børnene klogere på i anden uge af SommerCampen. Her står den på kreativitet, når vi laver skulpturer af genbrugsplast og skrald. Vi vil bruge det skrald, som børnene kender fra deres dagligdag og skrald fra selve SommerCampen, og så skal vi finde skrald fra naturen. Alt sammen bliver omdannet til ting, vi ikke anede var mulige.

Skulpturerne som skraldet forvandles til, skal tage udgangspunkt i det, børnene har oplevet i ugens løb. Vi håber, at børnene vil få en på opleveren og blive mere bevidste om, hvad det er for en fantastisk verden, vi lever i, og hvor vigtigt det er at passe på den. Og de vil opleve, at det kan gøres på en både sjov og lærerig måde.    

Fra jord til bord

Temaet for den tredje uge er ”Fra jord til Bord”. Vi bliver klogere på, hvor i verden vores mad kommer fra, og hvordan man dyrker den. Det kan være spørgsmål som: Hvad bliver græsset brugt til? Hvordan ser et æg ud indeni? Hvad er det gule, og hvad er det hvide? Hvordan høster man? Hvordan høstede man for 50 år siden? Og hvordan høster man i fremtiden?

Vi tænker at bygge hytter af kokasser og hestepærer med halm – og hvem ved, måske finder vi noget i naturen, vi kan bruge til vores huse. Vi laver mad i det fri, og slagter kyllinger, som i gamle dage.

Hvis vejret tillader det, forestiller vi os, at vi overnatter i det fri og bliver klogere på, hvordan man boede engang. Fredag afsluttes med en fælles frokost, og der håber vi at se både børn og forældre.

Programmet for SommerCampen

I løbet af maj måned er det endelige program for årets SommerCamp klar. Du finder det på kommunens hjemmeside fra den 16. maj.

Hvem er SommerCampen for?

Den er for de børn, som starter i SFO den 1. maj og børn fra 0. - 3. klasse.

Tilmelding til SommerCamp

Du tilmelder dit barn, som du plejer, via Tabulex.

Fristen for tilmelding er den 13. maj.

Har du spørgsmål?

Så er du velkommen til at kontakte dit barns SFO-leder:

Pia Larsen: pbl@vallensbaek.dk / 5154 6048

Sussie Vørre: suv@vallensbaek.dk / 4373 2961

Umi Rashid: urj@vallensbaek.dk / 4362 8415

Sidst opdateret 10.04.2019