You are here

Smarte og kreative løsninger til naturfagsmaraton

Date: 05. April 2019
Naturfagsmaratonet, der netop er afholdt i idrætscentret, skabte rammen for sjov, udfordrende og motiverende Natur/Teknologi-undervisning for 200 af Vallensbæks 5. og 6. klasser.

Den 4. april var der naturfagsmaraton i Vallensbæk Idrætscenter. Her deltog 200 elever fra 5. og 6. klasse fra alle tre skoler.  

Eleverne har i den seneste tid arbejdet med sjove og udfordrende problemer i Natur/Teknologi-undervisningen. Innovative, simple mini-vandrensningsanlæg og smarte rottefælder var blandt elevernes opfindelser.  

Maratonet var kulminationen på det arbejde. På maratondagen blev eleverne sat overfor nye udfordringer, og de præsenterede samtidig løsningerne, de havde arbejdet med i undervisningen.  

5.a fra Pilehaveskolen løb med den samlede sejr i maratonet. Stort tillykke til dem! 

Formålet er sat – naturfag skal være sjovt, udfordrende og motiverende 

Maratonets formål er, at eleverne oplever hvor sjovt, udfordrende og motiverende, man kan arbejde med naturfag og virkelige udfordringer. Idrætscentret boblede af energiske og engagerede elever til naturfagsmaratonet, og de præsenterede mange kreative og gode løsninger på problemerne. 

Bag Naturfagsmaraton står Naturvidenskabernes Hus, der nationalt arbejder for at udbrede inspirerende, sjov og udfordrende innovations- og naturfagsundervisning. 

Sidst opdateret 05.04.2019