You are here

Udskolingselever på skinner til fremtiden

Date: 09. November 2017
  • Udskolingselever prøver kræfter med faglærte jobs på Erhvervsuddannelseskaravanen

    Udskolingselever prøver kræfter med faglærte jobs på Erhvervsuddannelseskaravanen

Hele efteråret arbejder elever fra Vallensbæks 7.-9. klasser sammen med erhvervsfolk, lærere og uddannelsesvejledere, der åbner elevernes øjne for og døre ind til livet efter folkeskolen.

Det er skolens opgave at ruste de unge til livet efter skolen - men det store spørgsmål om uddannelse og karriere kan ikke reduceres til ren oplysning. I Vallensbæk har man derfor sat fuld turbo på konceptet Åben Skole og inviteret det omkringliggende samfund ind i opgaven med at åbne verden for de unge.

Hvad vil du være, når du bliver stor?

I stedet for almindelig uddannelses- og karrierevejledning gennemgår udskolingseleverne et helt læringsforløb, hvor de unge lærer en masse, de kan tage med sig i deres videre færd. En stribe aktiviteter er planlagt og afholdt i tæt samarbejde mellem skolerne, Ungdommens Uddannelsesvejledning Vallensbæk, kommunen og en række aktører fra ”den virkelige verden”, så eleverne lærer direkte af personer med stor viden om både ungdomsuddannelser og arbejdsmarkedet.

Digitale opfindere og faglærte rollemodeller
Erhvervsfolk, gymnasier og erhvervsskoler bidrager med fortællinger, viden og perspektiver, som løfter elevernes læring og gør det helt virkelighedsnært for dem.

På årets Vallensbæk Hackathon arbejdede 9. klasses-elever sammen med bl.a. Cap Gemini Sogeti, Biofos, ResursBank og Concito om at løse verdens klimaudfordringer ved at opfinde smarte digitale, hverdagsløsninger. Vinderprojektet er videre i en national konkurrence.

Om få år vil der være mangel på faglærte. I oktober deltog 7.-8. klasserne fra to skoler i Erhvervsuddannelseskaravanen og fik prøvet kræfter med jobbet som både elektriker, kok, tømrer og cykelsmed. Unge faglærte underviste eleverne og gav personlige fortællinger om livet som lærling og faglært og alle de muligheder, det kan føre med sig.

Innovationsmesse og jobsøgning i praksis

Netop nu ruller Uddannelses- og Jobugen over Vallensbæk. Hele 7. årgang arbejder innovative og kreative ideer i grupper og afslutter med en mini-messe på hver skole. Grupperne fremlægger deres ideer og et dommerpanel med deltagelse af hhv. erhvervsfolk og en rektor fra HTX udpeger de bedste idéer.

Imens skriver eleverne fra 8. årgang jobansøgninger og går til ansættelsessamtaler. Jobbet som fritidsmedarbejder i detailbranchen er fiktivt – men hele forløbet er realistisk. Ansøgningerne læses og vurderes først af klassens dansklærer og derefter af indbudte samarbejdspartnere fra virksomheder og kommunen. I år deltager en leder af en 7-Eleven butik, en direktør fra et reklamebureau samt Vallensbæk Kommunes læreplads-koordinator, der til hverdag ansætter unge til de kommunale elevpladser.

En til to heldige kandidater fra hver klasse kommer til jobsamtale hos den indbudte ekspert – foran alle klassekammeraterne – og får på den måde prøvet processen. Det er anden gang, jobsøgningsforløbet gennemføres på denne måde, og eleverne var sidste år begejstrede over, hvor meget de konkret lærte om at søge job og gå til samtale.

 

Sidst opdateret 19.02.2018