You are here

Vi lægger ledninger om for Letbanen

Date: 10. April 2019
Byggeriet af Letbanen skal vi stadig vente lidt på. Men allerede nu, er de gået i gang med ledningsomlægninger. De er i gang med at flytte vand-, gas-, teleledninger og flere andre.

Letbanen giver et løft af den kollektive trafik i hele Region Hovedstaden. Som Vallensbækborger er du stensikkert ikke i tvivl om, at Letbanen er på vej, og den skal køre gennem Vallensbæk. Der sker ikke meget i Vallensbæk lige for tiden. Men der sker alligevel lidt.  

Omlægninger er startskuddet til Letbanen 

Allerede nu er der ledningsomlægninger i gang rundt omkring i Vallensbæk - de fleste af dem generer bare ikke trafikken, og du vil næste ikke bemærke arbejdet med dem.   

Fra slutningen af marts, har du kunnet se containere, maskiner og folk der arbejder i krydset ved Søndre Ringvej og Vallensbæk Torvevej. Aktiviteterne skal bruges i forbindelse med omlægning af en HOFOR-ledning - en vandledning. Det er en del af forarbejdet til Letbanen.  

HOFOR har allerede “skudt” en vandledning under Søndre Ringvej. Når de skyder en ledning under jorden, foregår det lidt på samme måde, som når en muldvarp graver gange under jorden og laver skud. De skubber jorden foran sig. 

Lige nu er fjernvarmeselskabet, VEKS, også i gang med forundersøgelser til deres arbejde. Det finder sted på cykelstien under Holbækmotorvejen bag om Delta Park. 

Prøveboringer på Søndre Ringvej i april 

En enkelt dag i april vil vi lukke det ene kørespor på Søndre Ringvej syd for krydset Bækkeskovvej / Vejlegårdsvej / Søndre Ringvej. Sporet bliver lukket i retningen fra Vallensbæk Station mod Ishøj.  

Grunden til, at sporet bliver lukket, er, at Per Aarsleff skal lave prøveboringer. Det er det firma, der faktisk skal anlægge Letbanen. 

Gravearbejder til sommer og efterår 2019 

I sommeren 2019 skal HOFOR igen i gang med at flytte ledninger. Det gør de ved broen der går over Søndre Ringvej ved store Vejleå. Samtidig vil der foregå gravearbejde på cykelstien under broen. Og i efteråret 2019 vil VEKS flytte en fjernvarmeledning på cykelstien fra Delta Park til Søndre Ringvej i Brøndby.   

Når letbanen står klar til brug i 2025, kommer den til at køre mellem Ishøj og Lyngby. På sin vej vil den binde seks S-togslinjer sammen på tværs af hovedstaden. Letbanen kommer til at køre gennem ni kommuner – heriblandt altså Vallensbæk, der får tre stationer: Strandhaven, Vallensbæk Station og Delta Park. 

I videoen kan du se, hvordan Hovedstadens letbane selv har illustreret arbejdet. Både alle ledningsomlægningerne, men også det faktiske anlæg af Letbanen.   

Sidst opdateret 10.04.2019