You are here

Ny svømmehal

Kommunalbestyrelsen afsætter 124 millioner til at bygge en ny svømmehal ved Idrætscentret.

Den nye svømmehal afløser svømmehallerne på Pilehaveskolen og Egholmskolen. De to svømmehaller er nedslidte, men videreføres indtil den nye svømmehal er opført i 2022.
Der er afsat midler til at dække både den nye svømmehal og udgifter til at omdanne de eksisterende svømmehaller til andre faciliteter, når den nye hal står færdig.

Inspiration og muligheder

Det næste halve år er idéfasen og undersøgelsesarbejdet i gang. Første fase handler om at få inspiration og viden fra andre, der har erfaring med at bygge ny svømmehal. 

Vi skal have en svømmehal, som tilgodeser så mange borgere som muligt. Det er vigtigt, vi gør os klart, hvad er det for en svømmehal, vi drømmer om i Vallensbæk? Hvad skal den kunne? Hvordan bygger vi en svømmehal, der tilgodeser alles behov? Og hvad kan vi lære af andre kommuner, som har bygget nye svømmehaller? 

Lære af andres erfaringer

Der er nedsat en styregruppe med repræsentanter fra flere af kommunens foreninger og institutioner. Formålet med styregruppen er at sikre, at borgernes ønsker og behov tilgodeses allerede tidligt i processen og frem til, at det endelige byggeri står færdigt. Til styregruppemøderne deltager også en rådgivende gruppe, som har stor erfaring fra tidligere byggerier med svømmehaller.
På det første styregruppemøde fortalte alle mødedeltagerne om, hvad de mener, er de tre vigtigste ting vores nye svømmehal skal kunne. På mødet deltog også en arkitekt, som samlede op på de inputs der kom fra styregruppen. De forskellige inputs bliver nu bearbejdet og brugt i det videre arbejde med at designe svømmehallen. 

Styregruppen har også været på studietur for at blive inspireret. De har været på besøg og set svømmehallerne i Vejle, Herning og Horsens, som er nybyggede og nogle af landets mest moderne. Målet med studieturen var at give inspiration, og måske et overblik over, hvad der er nødvendigt at have i en ny svømmehal, og hvad der kunne være rart at have. 
Styregruppen vil også invitere andre kommuner med erfaring på området til Vallensbæk, så vi kan lære af deres erfaringer.   

Professionelt rådgiverteam  

Styregruppen har valgt at rådføre sig med et bygherrerådgiverteam med solid erfaring. Teamet kender hinanden fra flere samarbejder gennem mere end 25 år. Teamet fokuserer på at anvende afprøvede metoder med fokus på kvalitet. I rådgivningsarbejdet anvender teamet en tragtmodel, der symboliserer udviklingsprocessen i byggeprogramfasen fra ide til færdigt byggeprogram.  

Visionerne

Vallensbæk kommune ønsker at være en pionerkommune inden for skolesvømning. Samtidig har kommunen nogle stærke foreninger, der ønsker at benytte badet. Vallensbæk skal være kendt for vand. Kommunens værdier skal følge med ind i svømmehallen. Badet skal opføres i en spændende og venlig arkitektur og blive et kraftcenter for mange aktiviteter.

Badets skal blive til via omfattende brugerinddragelse, og der skal tænkes i moderne samværsformer, hvor f.eks. en familie skal kunne klæde om sammen. Det skal være hyggeligt at komme i badet, samtidig med at badet skal være agilt.
 
Det er vigtigt at badet bliver placeret i optimal sammenhæng med idrætscentret, og at der via stisystemer bliver god forbindelse til den omkringliggende natur. 

Drømmescenariet er, at der til sin tid modtages fem forslag til indretning af badet med optimale funktioner, en spændende arkitektur og tekniske anlæg, der giver det optimale miljø. 
Vallensbæk svømmehal skal være et fedt sted at tage hen. Et sted med fokus på kvalitet og æstetik. Og så skal badet være for alle borgere fra babyer til seniorer.

Denne side opdateres løbende, og du vil derfor altid kunne holde dig orienteret her.

Hvad er vigtigt for dig?

Har du nogle specielle ønsker til, hvad den nye svømmehal skal have af faciliteter, så er du velkommen til at skrive en kommentar.
Er det en svømmehal med rutsjebaner og vipper? Er det en med varmtvandsbassin? Børnebassin? Et wellness-område? Eller bare et stort bassin, hvor du kan komme i god form?  

Kontakt

Vallensbæk Stationstorv 100
2665 Vallensbæk Strand
Tlf 4797 4000
Vagt 2673 7225
Rådhuset
Sidst opdateret 20.05.2019

Kommentarer

Kære Styregruppe,
Jeg har været med til at udarbejde VI39 Svømmeklubs input (og ønskeliste) til denne nye hal. Det bliver uden tvivl dejligt og spændende.
Alligevel er der en mulighed vi overser, som vil gøre hallen endnu mere attraktiv for elitesporten.
Jeg har foreslået et lille turbinebassin, hvor det skulle være muligt, at filme, fin pudse teknik mv., hvor vandstrømmen ville kunne reguleres af træneren. Bassinet skulle være passende til kun 1-2 svømmere ad gangen og forbeholdt konkurrenceudvikling.
Desværre kunne jeg forstå, at man har valgt dette bassin fra. Jeg synes desværre det er en fejl, da vi ville ikke bare kunne være foran på udvikling, men også drage fokus til fra hele svømmedanmark, da et sådan bassin kun findes en få steder spredt ud over Danmark.
Er det undersøgt hvor meget ekstra det ville koste?
Tak for det gode arbejde der allerede er lavet. Vi venter spændt på 2022.
Mvh. Martin Møller

Lidt gode råd fra en flittig badepige.
Jeg frekventerer Nordfalsters Svømmecenter i Nørre Alslev by ca. 2-3 gange ugl, da jeg arbejder der.
Jeg kommer tit til Vallensbæk, da jeg har familie der.
Nordfalsters Svømmecenter, der blev bygget i 2006 har faktisk alt, svømmebaner 25 m, rutsjebane og vipper. Varmtvandsbassin med spa og vanddysser under vandet MEN dysserne sidder for tæt - der er 4 stk og det er svært at stå ved siden af hinanden.
Der er ligeledes en wellness afdeling med infrarød sauna, tyrkisk bad og lysterapi.
godt råd - der skal være plads imellem aktiviteterne.
held og lykke med byggeriet.
http://guldborgsundhallerne.dk/nordfalster-svoemmecenter/wellness/sauna-...

Sider